“La vie c’est un Cirque”

“hvorfor maler du klovne?” blev jeg engang spurgt, og jeg måtte svare: “Jeg ved det ikke, for vidste jeg det, behøvede jeg ikke male dem!” og dog! I klovnens groteske univers genfinder jeg længslen efter vor arkaiske fortid, en svømmen i det store uforpligtende intet, som vi ansvarsfrit havde del i. Derfor ler vi og varmes vi sammen med klovnene, trods det groteske, ja uhyggelige ydre, en varme og latter vi ikke på samme måde har for den forhutlede vagabond vi møder på gaden. I klovnenes univers genfinder vi både vores tabte barndom og vores tabte fortid.

Den længsel er universel, den er en del af vores livskontrakt trods forskelle i kultur og oprindelse. Og cirkus er jo en miniverden, en spejling af det omgivende samfund, og trods cirkus glitrende lys og fantastiske præ- stationer, fortæller det os hvordan livet også kan leves, trods forskelle i kultur og etnisk oprindelse, i gensidig respekt og gennem diciplineret samarbejde. Hver dag pilles teltet ned, flyttes til et nyt sted og sættes op igen. Primitivt, javel, men en parallel til vores eget liv, hvor vi kun kan vinde friheden gennem forståelse, samarbejde og diciplin. Denne mangetydighed er mit maleriske fundament, min evige søgen efter mennesket bag maskerne, menne- sker mellem mennesker i den evige menneskelige komedie. Som et løg man skræller, er der altid nye lag bag det der lige blev pillet væk. Og latteren? Den dag latteren forstummer, forstummer mennesket! Så er vi ikke længere! Så fortaber vi retten til at være her, fordi vi ikke mere kan le af os selv, og det sidste vi vil høre er den arkaiske latter fra intetheden.....over os! Men jeg ved stadig ikke hvorfor jeg maler cirkus og klovne. Ind imellem er det dog, som løftes et flig af erkendelsens gardin, og jeg får et lille glimt af sandhen bag sandheden.